skyskraber

Skyskraber, tårnagtig, høj bygning, oftest opført i store byers centrale bydele, hvor pladsen søges udnyttet meget effektivt.

Skyskraber blev den populære betegnelse for de højhuse, som blev bygget i USA, især i Chicago og på Manhattan i New York City, fra slutningen af 1800-t. De høje huse fik en størrelse, man ikke havde kendt tidligere.

Empire State Building i New York, bygget 1931, var i mange år verdens højeste med 381 m og 102 etager. Den blev først overgået i 1973 af World Trade Center i New York med 412 m og 110 etager og året efter af Sears Tower i Chicago med en højde på 442 m og 110 etager. Petronas Towers i Kuala Lumpur i Malaysia, bygget 1997, nåede en højde på 452 m, men blev 2004 overgået af Taipei 101 i Taiwan på 509 m. Højest med 828 m er nu Burj Khalifa (tidligere Burj Dubai), der åbnede 2010 i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Ved fastsættelsen af bygningers højde kan der være usikkerhed om, hvorvidt antenner på toppen skal medregnes. Således er der siden anbragt antenner på Sears Tower, som når til 527 m.

Baggrunden for det store byggeri, der fandt sted i USA fra 1850'erne, var den vældige opblomstring af industrien og økonomien. Man udvandt olie, kul og jernmalm, der blev bygget jernbaner, og industrien begyndte at masseproducere alle slags artikler i en målestok, man ikke havde kendt tidligere. De nye forretningsforetagender krævede kontorhuse i de store byer, og de centrale bydele skulle derfor udnyttes effektivt. Det gjaldt ikke mindst Chicagos midte, The Loop, som voksede eksplosivt efter 1850.

Samtidig med det stigende behov for bygninger viste der sig nye byggetekniske muligheder, idet man introducerede stålskeletbygninger. Tidligere havde normen været murede huse, men høje murede huse kræver store murtykkelser i de nederste etager, så det er svært at få plads til døre og vinduer.

De nye muligheder lå i det valsede stål, der kunne formes i profiler. Konstruktørerne kunne vælge de størrelser på søjler og bjælker, de havde brug for til at bygge jernskeletter, hvorpå der kunne lægges etageadskillelser og hæftes facader. Alle delene kunne tildannes på værksted og boltes sammen på byggepladsen uden meget stilladsarbejde.

En anden væsentlig forudsætning for at bygge i højden var udviklingen af sikkerhedselevatoren. Den første sikkerhedselevator blev konstrueret i 1853 i New York af Elisha Graves Otis (1811-61). Den havde en fanganordning, der forhindrede elevatoren i at styrte ned, hvis bærekablet svigtede.

Brandsikring af de bærende stålkonstruktioner og bedre flugtveje er kommet på dagsordenen efter terrorangrebet mod de to tårne i World Trade Center 11. september 2001.

Grundlæggeren af den bygningsform og -teknik, der senere blev kaldt Chicagoskolen og var indledningen til det egentlige skyskraberbyggeri, hed William Le Baron Jenney (1832-1907). Han var uddannet på École polytechnique og École speciale i Paris. Hans bygninger er klare skeletbygninger med masser af lys fra store vinduer, og der er næsten fuld frihed til at indrette etagerne, som man ønsker. Bygningerne er blottet for dekoration ud over den, det bærende skelet tegner.

Jenney dannede skole, især for de tekniske løsninger, og flere af de arkitekter, der tegnede de fine bygninger i The Loop, havde været på hans tegnestue. En af dem var Louis Sullivan, der tegnede mange af Chicagos markante bygninger, og hvis udtalelse "form følger funktion" fik en væsentlig indflydelse på 1900-t.s arkitektur.

Perioden med de nye rationelle huse med deres funktionalistiske arkitektoniske udtryk varede dog kun kort. Den sidste bygning i overensstemmelse med Chicagoskolen var Reliancebygningen af arkitekterne Burham & Co. fra 1894.

På verdensudstillingen i Chicago i 1893 var arkitekturen stilefterligninger af enhver art med hovedvægten lagt på nygotik, og denne stil smittede af på det efterfølgende byggeri i USA's byer. Sullivan udtalte efter verdensudstillingens afslutning: "Dette har sat amerikansk arkitektur 50 år tilbage".

Dette udsagn kom til at passe; skyskrabere skød op overalt i USA, ofte iklædt de mærkeligste gevandter. For at sikre lys nede i gaderne mellem de høje huse indførte man byggelove med grænser for byggehøjden. Det betød, at bygningerne blev trappet af opefter, hvilket ofte medførte uharmoniske bygningsformer.

Det var først i 1950'erne, de høje huse igen fik det samtidige formsprog, Chicagoskolen havde lagt grunden til. En ny generation af arkitekter arbejdede videre med stålskelettet, hentede inspiration i den europæiske funktionalisme og bidrog med egne originale løsninger af høj kvalitet. Pionerer var Skidmore, Owings & Merrill med Lever House (1952) og Mies van der Rohe og Philip Johnson med Seagram Building (1954-58), begge i New York City.