Pilotering, pælefundering, nedramning af pæle som underlag for bygværk. Pilotering har to hovedformål: dels at opnå tilstrækkelig bæreevne af et bygværk ved at overføre kræfterne fra vægten af bygværket til dybereliggende stærkere jordlag, dels at tilbageholde en jordmasse, så der kan opnås en terrænforskel (fx i mole- og kajanlæg eller ved underføring af veje og jernbaner). Førhen var ramning af korte pæle til sikring af en byggeplatform i vanddækkede områder desuden ofte den eneste mulighed, da man ikke mestrede grundvandssænkning; denne teknik er bl.a. brugt i København ved Det Kgl. Teater og udbygningen af Christianshavn. I byer som Venezia og Amsterdam er stort set alle bygværker pælefunderede (normalt 15-25 m ned), fordi de øverste jordlag er meget bløde og eftergivende.

Pilotering har været benyttet i mere end 4000 år som underlag for beboelser eller ved opstemning af vandløb. Før 1800-t. var pælematerialet næsten udelukkende træ, men med fremkomsten af portlandcement blev jernbetonpæle hurtigt dominerende i Nordeuropa. I resten af verden har stålpæle en stor markedsandel. Pælene er i dag oftest præfabrikerede med kvadratisk tværsnit med en sidelængde på 0,2-0,4 m. Vha. specialsamlinger kan meget store længder opnås (dog sjældent over 50 m på land).

De fleste pæle bliver rammet ned med en rambuk, men specielt i byområder, hvor et højt støjniveau ikke tolereres, benyttes vibration samt nedpresning eller pæle støbt i udborede huller. Der findes en lang række specialiserede pæletyper, fx megapæle til understøtning af eksisterende fundamenter.

Til offshoreplatforme benyttes næsten udelukkende stålpæle med diametre på 2-4 m og længder, der kan være langt over 100 m. En ny type pæle, der er økonomisk og miljømæssigt fordelagtige, er sugepæle (fx 4-20 m i diameter og 2-20 m lange), der vha. et undertryk i vandet inde i pælen suges ned i havbunden. Se også fundering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig