Brandhane type B
Brandhane type B med en vandydelse på 800-1500 liter pr. minut. Øverst ses top-ovalen, der benyttes til at åbne og lukke for vandet. Nederst foran brandhanen ses lænseventilen, der bruges til at tømme brandhanen for vand efter brug, for at undgå frostsprængning.
Brandhane type B
Licens: CC BY SA 3.0

En brandhane er en opstander, som er tilsluttet vandledningsnettet. Brandvæsenets materiel kan tilkobles brandhanen. En brandhanes ydeevne, der er markeret på opstanderen, afhænger af vandledningens dimension og af vandværkstrykket.

I dag er de fleste brandhaner nedlagt til fordel for brug af tankvogne. Man prioriterer at have færre brandhaner, som til gengæld er strategisk placeret på hovedvandledninger med en større vandydelse og med gode tilkørselsforhold for brandkøretøjerne.

I mange kommuner forsøger man kun at tanke på brandstationen eller kommunens materialeplads, hvor vandforbruget kan overvåges, og vandværket derfor kan modtage betaling for det afgivne vand.

Tidligere havde kommunalbestyrelser pligt til at anbringe brandhaner på vandværksledninger i områder med tættere bebyggelse. Afstanden mellem brandhanerne måtte i disse områder og i industriområder højst være 150 m. I anden bebyggelse måtte den højst være 300 m.

Det tætmaskede brandhanenet var dog dyrt af vedligeholde, ligesom de mange adgangsveje til drikkevandsforsyningen udgjorde en risiko for forurening af drikkevandet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig