Ohm, (efter G.S. Ohm), SI-måleenhed for resistans, betegnet med symbolet Ω. En elektrisk modstand har resistans 1 Ω, når en strøm på 1 A forårsager et spændingsfald over modstanden på 1 V, dvs. 1 Ω = 1 V/1 A. En ohm repræsenteres vha. den kvantiserede Hall-effekt, der giver resistansværdier RH(n) = RK-90/n , hvor RK-90 = 25.812,807 Ω, og n er et heltal. Fra denne "skæve" værdi skaleres til 1 Ω ved komplicerede delekredsløb.