Naturlige enheder er enhedssystemer, hvori enhedsstørrelser er karakteristiske for specifikke fysiske fænomener. Termen benyttes især om to forskellige enhedssystemer i kvantefysikken. I begge systemer vælges elektronens masse som masseenhed, og Plancks konstant h sættes lig med 2π (dvs. ℏ er lig med 1); tilbage resterer derefter valg af én fundamental enhed.

I det ene system, Hartrees atomare enheder, der især anvendes ved beregning af molekylers struktur, vælges elektronens ladning som enhed for elektrisk ladning, hvorved længdeenheden bliver lig med radius i den første Bohr-bane for hydrogenatomet.

I det andet system vælges lyshastigheden som enhed for hastighed, hvorved længdeenheden bliver givet ved λC/2π, hvor λC er bølgelængden af den gammastråling, der udsendes, når en elektron og en positron annihilerer; se Comptoneffekt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig