Et enhedssystem er et system af sammenhængende måleenheder. Det mest kendte enhedssystem er Système International d'unités, SI-systemet, der baserer sig på de syv grundenheder: meter, kilogram, sekund, ampere, kelvin, mol og candela. Ud fra disse grundenheder kan afledte størrelser konstrueres.

Enhedssystemernes historie

Siden oldtiden har handel været reguleret gennem de måleenheder, som benyttedes. Tidligere fastlagde regenterne enhederne lokalt, hvorved handelen blev tvunget til at følge de politiske grænser. Ofte blev enhederne dannet ud fra naturlige mål som fod og håndsbredde, enten ud fra en del af befolkningen eller af den regerende monark.

Desuden har der været en tradition for, at forskellige varer måles i forskellige enheder. Dette gælder stadig ved handel med fx ædelstene, der måles i karat, og ædelmetaller, der måles i troy ounce. Alle sådanne enheder er dog knyttet til den tilsvarende SI-enhed.

I slutningen af 1700-tallet opstod tanker om et enhedssystem baseret på universelle enheder. Dette førte omkring Den Franske Revolution til etableringen af metersystemet, baseret på enhederne meter og kilogram. I 1875 vedtog den første generalkonference for mål og vægt at anbefale metersystemet som globalt enhedssystem. Siden er metersystemet løbende blevet udbygget, indtil generalkonferencen i 1960 vedtog at indføre SI-systemet.

I Danmark

I Danmark indførtes i 1683 et landsdækkende enhedssystem, 23 år efter Enevældens indførelse og bl.a. ved medvirken af Ole Rømer. Det afløstes ved lov i 1907 af metersystemet, og siden Lov om mål og vægt (metrologi) i 1982 har man i Danmark benyttet SI-systemet.

Typer af enhedssystemer

Man skelner mellem forskellige typer af enhedssystemer. I et absolut enhedssystem kan alle enheder henføres til et sæt af grundenheder som for eksempel i cgs-systemet. I et kohærent enhedssystem udtrykkes de afledede enheder ved hjælp af grundenhederne uden ekstra numeriske faktorer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig