Et kritisk område er i statistik de værdier af en teststørrelse, der fører til en hypoteses forkastelse. En statistisk test udføres ofte ved hjælp af en teststørrelse, som udtrykker afstanden mellem den statistiske hypotese og data. Hvis teststørrelsen antager værdier i et på forhånd bestemt kritisk område, forkastes hypotesen, mens hypotesen accepteres, hvis værdien falder i acceptområdet. Hvis testen kun omhandler en enkelt parameter, vil acceptområdet udgøre et interval omkring den hypotetiske værdi afgrænset af to såkaldte kritiske værdier, og det kritiske område vil bestå af værdierne uden for de kritiske værdier.