Køteori er en statistisk teori for systemer, hvor kunder ankommer og betjenes efter et tilfældigt mønster og evt. må vente. Nogle vigtige objekter, der studeres, er en kundes typiske ventetid \(W\) og den typiske kølængde \(Q\), specielt middelværdierne af \W\) og \(Q\) og sandsynlighederne \(P(W>x)\) og \(P(Q>x)\) for specielt store ventetider og kølængder. Ud over køer i fx posthuse og banker er en praktisk anvendelse af teorien dimensionering af faciliteter i telefon- og datatrafik. Således studerede A.K. Erlang i 1907, hvorledes sandsynligheden for, at alle linjer er optagne, afhænger af det påtænkte antal linjer. En række spørgsmål af lignende art opstår i moderne teknologi, fx hvorledes ventetiderne ved en knude i et telefon- eller datanet influeres af linjernes kapacitet, prioritering mellem data-, video- og telefontrafik, linjeføring etc.

Køteoriens vigtigste hjælpemidler er sandsynlighedsregning, specielt Markovkæder, fornyelsesteori og random walks, men også stokastisk simulering anvendes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig