taltegn

Taltegn, cifre, symboler for udvalgte naturlige tal (dvs. positive hele tal) samt evt. et nultegn, som efter regler for et talsystem kan kombineres til betegnelser for alle naturlige tal, evt. kun op til en vis størrelse.

Taltegnene 1,2,3,4,5,6,7,8,9 kan spores tilbage til urformer i brahmi, en hinduskrift fra 200-t. f.Kr., der oprindelig rummede mange flere cifre. De ni symboler nåede Vesten kort før 1000 via det arabiske Spanien, men nultegnet og cifrenes brug i titalssystemet fulgte først efter ca. 1120. Se også nul.

I egyptiske hieroglyfindskrifter tilbage til ca. 3000 f.Kr. klarer man sig med individuelle tegn for 1,10,100, ... ,10⁶. Senere træffes også tegn for 20 (fønikiere, aztekere) eller 5,50,500 (Attika ca. 500 f.Kr., se også romertal). I hellenistisk tid brugte grækerne deres bogstaver i alfabetisk orden som tegn for enere, tiere og hundreder. Tegn, der fungerer som cifre, kan i øvrigt selv være bygget op af dele. Babylonierne skrev således tallene 1,2, ... ,59 med kiler og vinkelhager for hhv. 1 og 10.