Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

perspektiv

Oprindelige forfattere KiAn og PKN Seneste forfatter Redaktionen

perspektiv, afbildning af rumlige (tredimensionale) figurer på en flade, så det todimensionale billede giver en illusion af rumlighed. Specielt anvendes begrebet om den afbildningsform, der fremkommer ved at benytte en centralprojektion til afbildningen. Metoder til at skabe dybde i et billede vha. farvelægning kaldes også perspektiv, hvorfor perspektiv opnået ved centralprojektion somme tider kaldes linearperspektiv. Nogle bruger centralperspektiv synonymt med centralprojektion, mens andre reserverer det til den specielle situation (også kaldet frontperspektiv), hvor billedplanen er lodret, og de dominerende retninger i billedet er den lodrette og to vandrette, henholdsvis parallel med og vinkelret på billedplanen.

Perspektiv anvendes også som betegnelse for andre former for rumgengivelse: Med parallelperspektiv afbildes parallelle linjer i rummet også som parallelle i billedplanen (se parallelprojektion), mens de parallelle linjer ved omvendt perspektiv synes at udgå fra et punkt i billedrummets forgrund. Værdiperspektiv (betydningsperspektiv) er en fremstillingsform, hvor motivets vigtigste personer eller genstande afbildes større end andre, uanset placering i rummet. Disse afbildningsmåder var almindelige i billedkunsten før renæssancen. Luftperspektivet blev også dyrket i denne periode og i tiden derefter; for at skabe dybde i landskabsbilleder gengiver man her baggrunden let sløret eller i lyse, ofte blå eller violette farvetoner.

Perspektiv indgår endvidere i forbindelser som fugleperspektiv og frøperspektiv i betydningerne set fra oven og set fra neden.

Annonce

Ordet perspektiv kommer af middellatin perspectivum, af latin perspicere 'se igennem', af per- og specere 'se'.

Perspektiv. Øverst et frontperspektiv (ofte kaldet centralperspektiv), hvor beskueren står foran et rum, hvis sider er parallelle med eller vinkelrette på billedplanen. Lodrette og vandrette linjer, som er parallelle med billedplanen, fx i rummets bageste væg, afbildes også som lodrette og vandrette linjer. Vandrette linjer, som står vinkelret på billedplanen, fx sidevæggenes skæringslinjer med loftet, afbildes derimod som linjer, der ved forlængelse skærer hinanden i et punkt, forsvindingspunktet (F), på horisontlinjen; ved frontperspektiv falder forsvindingspunktet sammen med det såkaldte hovedpunkt (H), det punkt i billedplanen, der er vinkelret ud for beskuerens øje (øjepunktet). Nederst ses et skråperspektiv (X-perspektiv), hvor motivets vandrette linjer hverken står vinkelret på eller er parallelle med billedplanen. Disse linjer afbildes således, at deres forlængelser skærer hinanden i to (evt. flere) forsvindingspunkter (F1 og F2) på horisontlinjen.

Perspektiv. Øverst et frontperspektiv (ofte kaldet centralperspektiv), hvor beskueren står foran et rum, hvis sider er parallelle med eller vinkelrette på billedplanen. Lodrette og vandrette linjer, som er parallelle med billedplanen, fx i rummets bageste væg, afbildes også som lodrette og vandrette linjer. Vandrette linjer, som står vinkelret på billedplanen, fx sidevæggenes skæringslinjer med loftet, afbildes derimod som linjer, der ved forlængelse skærer hinanden i et punkt, forsvindingspunktet (F), på horisontlinjen; ved frontperspektiv falder forsvindingspunktet sammen med det såkaldte hovedpunkt (H), det punkt i billedplanen, der er vinkelret ud for beskuerens øje (øjepunktet). Nederst ses et skråperspektiv (X-perspektiv), hvor motivets vandrette linjer hverken står vinkelret på eller er parallelle med billedplanen. Disse linjer afbildes således, at deres forlængelser skærer hinanden i to (evt. flere) forsvindingspunkter (F1 og F2) på horisontlinjen.

Historie

I antik græsk og romersk kunst anvendtes en gengivelse af rum med stor illusionsvirkning. I middelalderen videreførtes nogle af disse rumkonstruktioner, og i senmiddelalderen udvikledes nye metoder til rumillusion, i 1300-t. fx hos Giotto og brødrene Lorenzetti. Disse former for rumgengivelse kan opfattes som forformer til perspektivet, som konstrueredes for første gang af den florentinske arkitekt Filippo Brunelleschi i begyndelsen af 1400-t.

Han malede to billeder af bygninger i Firenze, der begge er gået tabt, men perspektivets konstruktion kendes fra humanisten Leon Battista Albertis beskrivelse i De Pictura/Della Pittura (1435/36, Om Maleriet). Hvorledes denne konstruktion har fundet sin matematiske form, får man et indtryk af i Piero della Francescas bog De Prospectiva Pingendi (Om perspektivet i maleriet). Piero forklarer, hvorledes konstruktionen kan forbindes med en euklidisk forståelse af synsprocessens natur. Perspektivet blev ret hurtigt omsat i praksis, både i Italien og nord for Alperne. Perspektivet anvendtes og udvikledes af de italienske kunstnere Masaccio, Donatello, Paolo Uccello, Piero della Francesca og Andrea Mantegna.

Perspektiv. Masaccio malede ca. 1427 freskoen Treenigheden i kirken Santa Maria Novella i Firenze. Med sit frontperspektiv giver billedet indtryk af et virkeligt rum, der åbner sig i muren, hvorpå det er malet. Alle vandrette linjer i motivet, som står vinkelret på billedfladen, fx i kassetteloftet, vil, når de forlænges nedefter, mødes i et punkt allernederst i billedet, det såkaldte hovedpunkt. Rumillusionen forstærkes ved, at billedet er placeret på muren, således at hovedpunktet befinder sig omtrent i beskuerens øjenhøjde, og ved at personerne er afbildet i naturlig størrelse.

Perspektiv. Masaccio malede ca. 1427 freskoen Treenigheden i kirken Santa Maria Novella i Firenze. Med sit frontperspektiv giver billedet indtryk af et virkeligt rum, der åbner sig i muren, hvorpå det er malet. Alle vandrette linjer i motivet, som står vinkelret på billedfladen, fx i kassetteloftet, vil, når de forlænges nedefter, mødes i et punkt allernederst i billedet, det såkaldte hovedpunkt. Rumillusionen forstærkes ved, at billedet er placeret på muren, således at hovedpunktet befinder sig omtrent i beskuerens øjenhøjde, og ved at personerne er afbildet i naturlig størrelse.

Masaccios fresko Treenigheden fra ca. 1427 i kirken Santa Maria Novella i Firenze betragtes som det første maleri med et korrekt perspektiv; her er hovedpunktet placeret omtrent i en beskuers øjenhøjde. Omkring 1500 arbejdede især Leonardo da Vinci,Pietro Perugino, Rafael og Baldassare Peruzzi med perspektivets udvikling. Disse tidlige perspektiver er alle frontperspektiver. Der blev udgivet flere bøger om perspektivets konstruktion, i 1500-t. af bl.a. Albrecht Dürer (1525 og 1528), hvor det for første gang vises, hvorledes skygger tegnes i perspektiv. Arkitekten Sebastiano Serlio udgav forlæg til perspektivisk udformede scenedekorationer til teatre, som i slutningen af 1500-t. videreudvikledes af Andrea Palladio og Vincenzo Scamozzi.

I 1600-t. videreudvikledes perspektivets teori, og dette fik betydning for bl.a. en række illusionistiske loftsmalerier i kirker og paladser af Pietro da Cortona og Andrea Pozzo mfl. samt for interiørbilleder fra hollandske borgerhuse og kirker af Pieter Saenredam og Emanuel de Witte.

Den danske maler C.W. Eckersberg beskæftigede sig indgående med perspektivet og udgav Forsøg til en Veiledning i Anvendelse af Perspektivlæren for unge Malere (1833) og Linearperspektiven, anvendt paa Malerkunsten (1841). Perspektivet levede videre i kunsten, også efter fotografiets opdagelse (fotografisk afbildede rum er alle centralprojektioner). Det anvendtes af bl.a. naturalismens malere og impressionisterne, men mistede sin dominans i 1900-t.s kunst. Som rumkonstruktion anvendes perspektivet stadig af bl.a. billedkunstnere, arkitekter, designere og ingeniører, fx i mange former for computerbaserede billeder. Se også rum.

Indtil slutningen af 1500-t. var det fortrinsvis kunstnere og arkitekter, der beskæftigede sig med perspektiv. Det matematiske grundlag for forståelsen af perspektivkonstruktioner blev skabt af den italienske videnskabsmand Guidobaldo del Monte (1545-1607). I 1600 udgav han sin perspektivlære, der som det mest epokegørende indeholder teorien om forsvindingspunkter, og hvorledes billedet af rette linjer bestemmes (se perspektivisk afbildning). I hhv. 1715 og 1759 udvidede matematikeren Brook Taylor og naturforskeren J.H. Lambert teorien til også at omfatte afbildning af planer.

Perspektiv

© AKG

Leonardo da Vinci malede 1495-98 det 4,6 m×8,8 m store vægmaleri Den sidste nadver til spisesalen (refektoriet) i klostret Santa Maria delle Grazie i Milano.

Billedrummet er bygget op som en illusionistisk udvidelse af spisesalen, og her sidder Jesus ved sit sidste måltid, omgivet af de tolv disciple. Han har netop udtalt: "Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig" (Matth. 26,22), og Leonardo har skildret de enkelte disciples reaktioner med en udtrykskraft - accentueret af kropsstillinger og håndbevægelser - der har gjort billedet til den mest berømte nadverfremstilling og et beundret hovedværk i malerkunsten.

Disciplene er grupperet tre og tre (numrene henviser til konturtegningen): Bartholomæus 1, Jakob 2 og Andreas 3; forræderen Judas Iskariot 4 læner sig ind over bordet med sin pung knuget i hånden, foran Peter 5 og Johannes 6. Til højre for Jesus ses Thomas 7, Jakob, Alfæus' søn 8 og Filip 9, mens Matthæus 10, Judas (Thaddæus) 11 og Simon 12 udgør en ivrigt gestikulerende gruppe ved bordenden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsti Andersen, Peter Kühn-Nielsen: perspektiv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141059