Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

deliske problem

Oprindelig forfatter JLut Seneste forfatter PKN

deliske problem, (efter den græske ø Delos), klassisk matematisk problem, der går ud på at konstruere en terning, som har et dobbelt så stort rumfang som en given forelagt terning. Ifølge græsk overlevering skulle et orakel have påbudt indbyggerne på øen Delos at fordoble størrelsen på deres alter.

I 1837 beviste franskmanden Pierre Wantzel (1814-48), at problemet er uløseligt med passer og lineal alene. Fra den græske oldtid er overleveret mange løsninger med andre midler: Archytas brugte rumgeometri, Menaichmos (ca. 350 f.Kr.) keglesnit, Nikomedes (ca. 220 f.Kr.) sin konkoide og Diokles (ca. 100-t. f.Kr.) sin kissoide.

Hippokrates fra Chios (ca. 400-t. f.Kr.) observerede, at problemet kan løses, hvis man til to linjestykker a og b (= 2a) kan konstruere to sammenhørende mellemproportionaler x og ya/x = x/y = y/b. Det er faktisk sidstnævnte problem, grækerne løste.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Lützen: deliske problem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62863