Oscar Zariski var en russisk-amerikansk matematiker, født i Hviderusland, uddannet i Italien, lærer ved Johns Hopkins University fra 1927, professor sammesteds i perioden 1937-45 og ved Harvard University 1947-69. Zariski så, hvordan moderne abstrakt algebra, udviklet i begyndelsen af 1900-tallet, kunne indgå i fundamentet for algebraisk geometri, som indtil da havde hvilet på et mere intuitivt grundlag. Hans virke i USA blev bestemmende for amerikansk forskning i algebraisk geometri. Zariskis hovedresultater vedrører beskrivelsen af singulariteter for algebraiske mangfoldigheder.