Niels Henrik Abel

Niels Henrik Abel var en norsk matematiker. Han regnes for en af 1800-tallets mest betydningsfulde matematikere og var en af pionererne inden for udviklingen af den moderne matematik.

Abels fremragende matematiske evner blev opdaget af hans lærer ved katedralskolen i Christiania (Oslo). Han forstod at vejlede og inspirere Abel ved at præsentere ham for værker af de store matematikere, især Euler, Lagrange og Gauss.

I 1821 begyndte han på universitetet i Christiania. Hans første vigtige afhandling blev trykt i 1824 og indeholdt et bevis for umuligheden af at løse femtegradsligningen generelt ved hjælp af rodtegn.

I 1825 indledte han en studierejse til Berlin og Paris. I Berlin traf han den tyske ingeniør og matematiker August Leopold Crelle (1780-1855), der blev ham en trofast ven og beskytter, og i hvis tidsskrift Journal für die reine und angewandte Mathematik de fleste af Abels afhandlinger blev trykt.

I 1826 fortsatte han til Paris, hvor han færdiggjorde den afhandling, han selv betragtede som sit hovedværk, og som han indleverede til Académie des sciences. I afhandlingen udviklede han en banebrydende teori for integraler af algebraiske funktioner. Tilbage i Berlin i begyndelsen af 1827 fuldførte han et forskningsarbejde, hvori han skabte et helt nyt fundament for teorien om elliptiske integraler, idet han indførte de elliptiske funktioner som omvendte funktioner til de elliptiske integraler. I maj 1827 vendte Abel tilbage til Christiania, forgældet og ved dårligt helbred. Her videreudviklede han teorien om de elliptiske funktioner, nu i intens konkurrence med K.G.J. Jacobi. På trods af sin hastigt voksende berømmelse blandt Europas matematikere lykkedes det ikke Abel at få fast ansættelse i Norge. Han døde af tuberkulose i en alder af blot 26 år.