Faktaboks

Max Dehn
Født
13. november 1878
Død
27. juni 1952

Max Dehn var en tysk matematiker, kendt for sine bidrag til topologi og geometri, professor ved tyske universiteter 1900-1935. Af racistiske grunde afskedigedes han og emigrerede til USA, hvor han fra 1945 var professor ved Black Mountain College.

At enhver plan polygon kan skæres i mindre polygoner, der igen kan samles til et kvadrat, er let at vise. Derimod beviste Dehn i 1902, at et tilsvarende resultat ikke gælder for rumlige figurer. Det er således umuligt at skære et regulært tetraeder i mindre polyedre, som igen kan samles til en terning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig