Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Cantor

Oprindelig forfatter JLut Seneste forfatter Redaktionen

Georg Cantor, 3.3.1845-6.1.1918, tysk matematiker, født i Sankt Petersborg som søn af en københavnsk købmand. Efter studier i Zürich og Berlin hos bl.a. Karl Weierstrass blev Cantor ansat ved Universitetet i Halle i 1869 (professor i 1879), hvor han virkede til 1913. I en brevveksling med R. Dedekind påviste Cantor, at der findes en bijektion af de naturlige tal på de algebraiske tal, men ikke på de reelle tal (hvad der sikrer eksistensen af uendelig mange transcendente tal) (1873), og at der findes en bijektion af punkterne i et kvadrat på punkterne på en linje (1877). Hermed indledte Cantor et nærmere studium af uendelige mængder, hvilket ledte ham til indførelsen af uendelige kardinal- og ordinaltal, hvormed han grundlagde den transfinitte mængdelære. Cantors senere år formørkedes af tilbagevendende depressioner, og han døde på en psykiatrisk klinik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Lützen: Georg Cantor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54149