Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

iteration

Oprindelig forfatter MELa Seneste forfatter Redaktionen

iteration, i matematik gentagen anvendelse af en funktion, der afbilder en mængde ind i sig selv. Funktionen f itereres ud fra en startværdi x0 ved at beregne følgen x1 = f(x0),x2 = f(f(x0)) = f(x1),... , xn+1 = f(xn),... .

Ordet iteration kommer af latin iteratio, af iterare 'gentage', af iterum 'igen'.

Iteration benyttes bl.a. til approksimation af en funktions fikspunkter eller periodiske cykler. Et fikspunkt er et punkt x*, som f lader uændret, dvs. det opfylder x* = f(x*). En periodisk cykel af fx længde 2 er to punkter a1 og a2, om hvilke det gælder, at f(a1) = a2 og f(a2 )= a1. Mange problemer, fx løsning af et system af differentialligninger, kan omformes, så de svarer til at bestemme et fikspunkt for en afbildning.

Afhængigt af startværdien og funktionen, der itereres, kan iterationen nærme sig enten et fikspunkt eller en periodisk cykel. Der er imidlertid endnu en mulighed: De itererede værdier kan udvise kaotisk opførsel og fx nærme sig en såkaldt strange attractor. Inden for studiet af iterative dynamiske systemer interesserer man sig bl.a. for, under hvilke omstændigheder disse forskellige muligheder optræder. Se også attraktor, dynamisk system og kaos.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Esrom Larsen: iteration i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100154