standardisering

Der har været standarder så længe folk har handlet. De handlende har indgået aftaler om standard for rumfang, længde og vægt, så f.eks. en købmand kunne få leveret de rette mængder korn fra en landmand efter parterne havde aftalt en bestemt tøndes rumfang. For 7.000 år siden indførtes standard for mål og vægt i Babylon og det gamle Ægypten. Da den første kinesiske kejser havde forenet det store kinesiske rige, bestemte man standard for mål og vægt i hele Kina. Det varede dog længe, inden der kom standardiserede mål og vægt i Europa, og hvor der selv mellem Jylland og Sjælland var forskellige standarder. Det er ikke meget mere end 100 år siden ved metermålets indførelse, at der kom en nogenlunde ensartet standard i Europa, selvom England og andre lande ikke har tilsluttet sig disse standarder.

I den industrialiserede tid opstod nye behov. Da den amerikanske præsident Thomas Jefferson i 1798 bestilte 10.000 rifler leveret til staten inden for to år, blev det et krav, at der anvendtes udskiftelige dele. Takket være et standardiseret produkt, kunne defekte geværer let repareres samtidig med, at masseproduktionen gjorde våbnene billigere.

I 1800 opfandt den engelske ingeniør Henry Maudslay en drejebænk, som kunne skære gevind i skruer og bolte. Hidtil var hver bolt og skrue lavet i hånden, men nu kunne de takket være en fælles standard fremstilles billigt i store mængder.

Ensartede produkter blev standard i mange private firmaer, og det blev efterhånden normalt, at firmaer aftalte at benytte de samme standarder. Private selskaber begyndte at formidle aftaler, såsom de engelske ”Institution of Civil Engineers” stiftet i 1818 og ”Institution of Mechanical Engineers” i 1847. Eksploderende dampkedler og utætte gasrør var med til at forårsage mere end 50.000 ulykker på arbejdspladserne i USA, og som konsekvens etableredes i 1881 ”American Society of Mechanical Engineers” (ASME), som kom til at udvikle standarder for ikke kun teknisk design men også metallers egenskaber og sammensætning.

Det viste sig at være en fordel med selvstændige selskaber til at håndtere det stigende antal standarder. I 1901 etableredes ”Engineering Standard Committee” (ESC) som en forløber for ”British Standard Institute” (BSI). Tyskland fik ”Deutsches Institut für Normung” (DIN) i 1917, Frankrig fik et selskab i 1918, som udvikledes til AFNOR, og samme år fik USA ”American National Standard Institute” (ANSI). Herefter fik øvrige industrilande kort efter tilsvarende institutioner.

En særlig form for standard er der, hvor der sættes regler for anvendelse af nogle ting – ikke en standard af tingene som sådan. En af de helt særlige standarder er penge. Regeringer i alle områder har markeret deres magt ved at hjælpe handel gennem etablering af ensartede mønter og sedler. For at sikre, at standarden er overholdt, blev pengene forsynet med bomærker – ofte et portræt af den regerende konge, se penge.

En særlig standardisering skete i løbet af 1800’tallet, hvor jernbaner betød en standardisering af tid. Hidtil kunne de lokale angivelse af tid være mange minutter forskellige, men når jernbaner skulle overholde køreplaner, måtte der indføres en national standard. I 1840 indførte det engelske Great Western Railway Company den Greenwich Mean Time (GMT) som sin standard, og snart fulgte de øvrige jernbaneselskaber.

En anden særlig international standard var anvendelsen af den såkaldte guld standard, hvor et land skulle kunne veksle sine mønter og sedler til guld. Fra 1860’erne begyndte vigtige aftaler for at få et velfungerende internationalt handelssystem. I 1871 besluttede Tyskland guld standarden, Frankrig, Belgien, Holland og de skandinaviske lande kom til i 1873 og USA i 1879. Op til Første Verdenskrigs udbrud var de fleste af verdens lande gået over til denne ordning.

Arbejdsmetoder blev også standardiserede. Det begyndte med specielle metoder til testning af materialer for kvalitet og holdbarhed. Man kan sige, at der udvikledes et nyt sprog i industrierne, som hurtigt spredtes internationalt. Til eksempel udviklede ”Association of Testing and Materials” (ASTM) i USA siden sin start i 1898 en mængde metoder, som spredtes internationalt. Indtil i dag har ASTM udviklet mere end 12.000 standarder.

Der er konkurrencefordele i for firmaer, at få sine produkter udnævnt til standard. På samme måde har der været en kamp mellem lande for at styrke deres standarder. For tekniske beskrivelser blev verden opdelt efter landes målesystemer, hvor standardisering i ”inch”-landene (USA og Storbritannien) foregik efter mål i tommer, mens ”metric bloc” anvendte mål efter meter-systemet.

Uddannelser er endnu et område med standarder. Oprindelig udviklede hvert land sit eget system, hvorefter læger, advokater og andre faguddannelser skulle have en bestemt uddannelse for at kunne praktisere. Selve uddannelserne blev bygget op med deleksaminer således at studerende kunne skifte deres uddannelse fra universitet til universitet. Dette system er under standardisering, hvor f.eks. de europæiske lande anvender European Credit Transfer System (ECTS), så der kan benyttes meritoverførsel baseret på et ECTS pointsystem.

Håndtering af kommunikation viste sig at stille krav til anvendelse af standarder. Det viste sig allerede, da Østrig og Preussien skulle sende telegrammer fra det ene land til det andet. Da der anvendtes to forskellige systemer, måtte man på grænsestationer dekode og genskabe telegrafsignalerne. Det fik repræsentanter fra teleselskaber til i 1850 at etablere en fælles standard. Det udviklede sig til, at 20 europæiske stater i 1865 etablerede International Telegraph Union (ITU).

For at kunne standardisere elektriske komponenter skulle der først udvikles standarder til måling af elektriske værdier. I 1861 blev der i British Association for the Advancement of Science vedtaget en standard om, at ohm skulle måles via modstanden i en vis længde kviksølv. Tilsvarende blev der udviklet standard for måling af ampere ved hastigheden for aflejring af sølv og volt som en specifik elektromotorisk kraft. Alle tre standarder blev senere internationalt anerkendt.

I 1906 etableredes International Electrotechnical Commission (IEC) for at standardisere begreber og måling omkring elektriske apparater. Selvom det kun dækkede et enkelt, men ganske bredt område, blev organisationen et forbillede for de senere initiativer for international standardisering, hvor mange af dets institutionelle strukturer og processer har overlevet til i dag.

Herhjemme har især bygningsfagene tidligt arbejdet med standarder. De var i begyndelsen normer, som murermestre og andre bygmestre anvendte for at leve op til deres respektive fags kvalitetsniveau.

Reglerne blev efterhånden nedskrevet og sat i system. Således angav Københavns byggelov af 1856 reglerne for murtykkelse, og murstenene skulle have en standardiseret størrelse på 8½ tomme.

Nye materialer skulle have normer. Således nedsatte Industriforeningen i 1877 et udvalg til at udarbejde regler for kvalitet og levering af Portlandcement. Udvalget fik syv medlemmer, hvoraf de tre kom fra Ingeniørkorpset, tre var arkitekter og en var murermester.

Tidligt blev der lagt normer for ikke-tekniske emner. Således ønskede ingeniørerne at få normer for beregning af ingeniørhonorarer ud fra udenlandske normer udviklet i 1879.

En anden norm var for opvarmning af lokaler, som Polyteknisk Forening tog initiativ til i året 1900. Man forsøgte endda at etablere en nordisk norm ved et møde i 1897 på Nordisk Teknikermøde. Den danske norm var vigtig, idet Københavns kommune stod for at skulle skrive en ny bygningsvedtægt.

Arbejdet med normer kom i stor udstrækning til at ske i Ingeniørforeningen fra 1893, se DIF-normer. F.eks. nedsatte foreningen i 1901 et udvalg for normer for prøver og forsøg med dampkedler. Da udvalget havde besluttet normerne, kunne de købes for 50 øre, og hvis man ønskede de tre tilhørende bilag, kostede de hver 10 øre.

I 1926 stiftedes Den Danske Standardiseringskommission til at arbejde med standarder. Den skiftede navn i 1929 til Dansk Standardiseringsraad, som i 1992 fusionerede med Dansk Ingeniørforenings organisation for normer og Dansk Elektroteknisk Komité til Dansk Standard.