Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mil

Oprindelig forfatter LaNi Seneste forfatter Redaktionen

mil, længdemål, som i antikkens Rom var fastsat til 5000 fod (1478 m). Milen vandt indpas i Danmark i middelalderen, formentlig som synonym for det noget ubestemte længdemål rast (9-10 km), der svarede til den afstand, en person kunne gå uden at holde hvil.

Ordet mil kommer af latin milia passuum 'tusinde skridt'.

I Christian 5.s Danske Lov fra 1683 blev den danske mil sat lig med 24.000 fod, som indtil en justering af den danske fod i 1835 svarede til 7538 m.

Den danske mil blev afskaffet ved metersystemets indførelse i 1907, hvor den omregnedes til 7532 m. I Sverige er en mil 10 km.

Se også mile.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Nielsen: mil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125489