Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mark

Oprindelig forfatter LaNi Seneste forfatter Redaktionen

mark, gammel nordisk og vesteuropæisk vægtenhed, som anvendtes i vikingetiden og frem til 1800-t. Enheden er tilsyneladende opstået i Norden, hvorfra den med vikingerne spredte sig til bl.a. Tyskland og Frankrig. Marken, der dengang svarede til ca. 200 g, var oprindeligt knyttet til vægtenhederne øre (lat. aureus 'guldmønt') og ørtug, som vikingerne brugte til vejning af guld og sølv, idet der gjaldt: 1 mark = 8 øre = 24 ørtug. I middelalderen blev marken knyttet til vægtenheden pund, idet 1 mark var lig med 1/2 pund. Marken blev ikke stadfæstet som dansk vægtenhed i Christian 5.s lov om mål og vægt fra 1683, men blev fortsat anvendt i forbindelse med vejning af guld og sølv. I den sammenhæng var 1 mark lig med 24 karat = 1/2 kølnerpund svarende til 235,2 g.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Nielsen: mark i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122191