Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fod

Oprindelig forfatter JOH Seneste forfatter Redaktionen

fod, længdemål svarende til den omtrentlige længde af en voksen mands fod og anvendt i mange lande siden antikkens Athen (1 fod = 0,3083 m) og Rom (1 fod = 0,2957 m). Normalt underdeles en fod i henhold til tolvtalsystemet (1 dansk fod = 1/2alen = 12 tommer a 12 linjer a 12 skrupler).

I Christian 5.s forordning om mål og vægt fra 1683 blev den danske fod af hensyn til handel med udlandet sat lig med en rhinlandsk fod, og astronomen m.m. Ole Rømer fik til opgave at fremstille prototyper i form af messingskinner med indgraverede delestreger.

Frem til 1835 var denne fod (= 0,31.407 m) den danske definition. På det tidspunkt kunne små afvigelser mellem Ole Rømers fod og forskellige udenlandske prototyper af den rhinlandske fod ikke længere tolereres, og Danmark og Preussen enedes om en ny fælles værdi (0,31.385 m). Der blev fremstillet to identiske prototyper, der var basis for danske længdemålinger, indtil metersystemet blev indført i Danmark ved lov af 4. maj 1907.

Annonce

De engelsktalende lande ønskede at bibeholde deres traditionelle længdemål, men knyttede det i 1893 definitionsmæssigt til metersystemet (1 foot = 0,3048 m). Storbritannien har i henhold til EU-direktiv officielt indført metrisk terminologi fra år 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Ole Henningsen: fod i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77515