Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

enhedssystem

Oprindelig forfatter KCar Seneste forfatter Redaktionen

enhedssystem, system af sammenhængende måleenheder. Det mest kendte enhedssystem er Système International d'unités, SI, der baserer sig på de syv grundenheder: meter, kilogram, sekund, ampere, kelvin, mol og candela. Ud fra disse grundenheder kan afledte størrelser konstrueres.

Siden oldtiden har handel været reguleret gennem de måleenheder, som benyttedes. Tidligere fastlagde regenterne enhederne lokalt, hvorved handelen blev tvunget til at følge de politiske grænser. Ofte blev enhederne dannet ud fra naturlige mål som fod og håndsbredde, enten ud fra en del af befolkningen eller af den regerende monark.

Desuden har der været en tradition for, at forskellige varer måles i forskellige enheder. Dette gælder stadig ved handel med fx ædelstene, der måles i karat, og ædelmetaller, der måles i troy ounce. Alle sådanne enheder er dog knyttet til den tilsvarende SI-enhed.

Annonce

I slutningen af 1700-t. opstod tanker om et enhedssystem baseret på universelle enheder. Dette førte omkring Den Franske Revolution til etableringen af metersystemet, baseret på enhederne meter og kilogram. I 1875 vedtog den første generalkonference for mål og vægt at anbefale metersystemet som globalt enhedssystem. Siden er metersystemet løbende blevet udbygget, indtil generalkonferencen i 1960 vedtog at indføre SI.

I Danmark indførtes i 1683 et landsdækkende enhedssystem, 23 år efter Enevældens indførelse og bl.a. ved medvirken af Ole Rømer. Det afløstes ved lov i 1907 af metersystemet, og siden Lov om mål og vægt (metrologi) i 1982 har man i Danmark benyttet SI.

Man skelner mellem forskellige typer af enhedssystemer. I et absolut enhedssystem kan alle enheder henføres til et sæt af grundenheder som for eksempel i cgs-systemet. I et kohærent enhedssystem udtrykkes de afledede enheder ved hjælp af grundenhederne uden ekstra numeriske faktorer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Carneiro: enhedssystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70977