Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

akkreditering

Oprindelige forfattere KCar, NRosd og Thune Seneste forfatter Redaktionen

akkreditering, som regel statslig anerkendelse af visse virksomheders kompetence og uvildighed med det formål at fremme tilliden til deres ydelser. Fx kan man sikre tilliden til et produkt, som afprøves i ét land og derefter eksporteres, ved akkreditering af det laboratorium, der afprøver produktet.

Behovet for akkreditering forstærkedes i 1970'erne i takt med, at verdenshandelen steg, og underleverancer fra ét land til et andet blev mere almindelige. Da de enkelte landes statslige laboratorier blev overbelastede, kunne akkreditering af ikke-statslige laboratorier garantere for afprøvningens kvalitet.

Ordet akkreditering er afledt af fransk accrediter af latin ad- 'til' og credere 'tro'

Ved etableringen af EF's indre marked i 1993 var der i Europa skabt et netværk af akkrediteringsordninger, således at afprøvninger af varer og serviceydelser blev unødvendige hos modtagerlandet. Også lande som Australien, New Zealand og Sydafrika havde indført akkreditering. Samtlige ordninger bygger på et fælles grundlag, der er beskrevet i internationale og europæiske standarder (ISO og EN).

Annonce

I praksis bedømmer og bekræfter et akkrediteringsorgan ansøgeres uvildighed. I Danmark har erhvervsministeren ansvaret for akkreditering, der indførtes ved oprettelsen af Statens Tekniske Prøvenævn i 1973. Indtil 1990 var der udstedt 150 akkrediteringer til laboratorier. Fra 1991 har DANAK været akkrediteringsorgan; fra 2002 som uafhængig erhvervsdrivende fond under navnet Den Danske Akkrediteringsfond.

I 1990'erne gennemgik akkreditering en udvikling mod et mere generelt koncept. Fagligt blev akkrediteringen til laboratorieprøvning inklusiv kalibrering, certificering af systemer og produkter, inspektion samlet i nationale akkrediteringsordninger samt miljøledelse, i Danmark fortsat DANAK.

De nationale ordninger samledes i regionale organisationer, i Europa således European Accreditation, som bl.a. påtog sig at sikre et tilfredsstillende fagligt niveau for de organer, der er medunderskrivere af de gensidige anerkendelsesaftaler.

Endvidere dannedes de globale organisationer IAF (International Accreditation Forum) og ILAC (International Laboratory Accreditation Cooperation), der i stigende grad baserede deres koordinering på globale standarder som fx ISO 17.025 for laboratorier. Mottoet for denne samordning til støtte for den globale handel er: "Én gang certificeret; accepteret overalt". Se også certificering.

Uddannelse

Inden for uddannelsesområdet bruges akkreditering dels til at godkende nye uddannelser og institutioner, dels til efterfølgende at sikre, at disse til enhver tid lever op til på forhånd fastlagte standarder. I USA er akkreditering blevet anvendt i mere end hundrede år som reguleringsinstrument, og efter amerikansk forbillede anvender en række lande nu akkreditering i styringen af også uddannelsessektoren.

Den stigende udbredelse af akkreditering inden for dette område skal ses i sammenhæng med globaliseringen af de videregående uddannelser. Denne udvikling stiller krav om, at kvaliteten af uddannelser i international sammenhæng er sammenlignelig og gennemskuelig.

EU udtrykker dette krav i den såkaldte Bologna-proces, og lande som Tyskland, Holland og Norge akkrediterer nu deres uddannelser for at sikre dels en højere grad af transparens, dels international anerkendelse af uddannelserne. De deltagende lande i Bologna-processen aftalte i 2005 en række europæiske retningslinjer for kvalitetssikring på uddannelsesområdet, Standards and Guidelines for Quality Assurance in the European Higher Education Area (ESG).

I Danmark trådte den første akkrediteringslov i kraft i 2007. Frem til 2013 var akkrediteringsopgaven delt mellem ACE Denmark, der varetog akkreditering og kvalitetssikring af universitetsuddannelser, og Danmarks Evalueringsinstitut, der havde ansvaret for videregående uddannelser inden for det professions- og erhvervsrettede område. Herefter blev akkrediteringsopgaven samlet i Danmarks Akkrediteringsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Samtidig blev akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner introduceret. Danmarks Akkrediteringsinstitution vurderer ved akkrediteringen kvalitet og relevans på baggrund af fem lovbestemte kriterier. Der skelnes derfor mellem institutionsakkrediteringer og uddannelsesakkrediteringer. Alle afgørelser om akkreditering træffes af Akkrediteringsrådet som selvstændig enhed og beslutningsmyndighed. Se også kvalitetssikring (Kvalitetssikring af videregående uddannelser).

Sundhedsvidenskab

Inden for sundhedsvidenskab foretages akkreditering ved, at et almindeligvis uafhængigt organ vurderer en sundhedsorganisation med henblik på en afgørelse af, om den lever op til et sæt af fastlagte standarder. Formålet er at sikre og udvikle kvalitet i sundhedsvæsenet (se kvalitetssikring).

Det bedst kendte akkrediteringssystem er udviklet i USA og har efterhånden bredt sig til en række andre industrialiserede lande. Den amerikanske model blev først anvendt i Danmark på sygehusene inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab i 2002 efter en længere forudgående proces. Nogle af de anvendte standarder, som benyttes i det amerikanske system, er ikke umiddelbart relevante i Danmark, mens andre savnes.

Der indledtes derfor et samarbejde mellem Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og statslige sundhedsmyndigheder om udarbejdelse af et dansk akkrediteringssystem, som også kan anvendes ved international evaluering.

I 2009 søsattes Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, et nationalt kvalitetsudviklingssystem for sundhedsvæsenet. Alle danske sygehuse, såvel offentlige som private, der leverer ydelser for offentlige midler, skal vurderes i forhold til DDKM. Ligeledes er ambulancetjenester og vagtcentraler, de fleste apoteker og en række kommuner omfattet af DDKM. Også de praktiserende speciallæger skal være med (2014).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Carneiro, Nils Rosdahl, Christian Thune: akkreditering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34761