SAP, fork.f. sintret aluminiumprodukt (eller -pulver), aluminium, som er dispersionshærdet med partikler af aluminiumoxid, Al2O3. SAP fremstilles ved pulvermetallurgi af aluminiumpulver, der er oxideret og/eller blandet med oxid før presning, sintring og ekstrudering (strengpresning). Med oxidindhold op til 15% fås materialer med god styrke og hårdhed, også ved temperaturer op til 500 °C, hvor aluminiumlegeringer ellers er stærkt svækkede. SAP anvendes til varmebestandige godsdele (indsatser) i aluminiumkonstruktioner af andre legeringer, bl.a. i reaktorteknik. Se også dispersionshærdet metal.