Saltsyre, vandig opløsning af hydrogenklorid, HCl. Saltsyre er en stærk syre, hvis salte kaldes klorider. Koncentreret saltsyre indeholder ca. 40 % HCl. Ved destillation opnås en opløsning med ca. 20 % HCl, som koger ved 110 °C. Ren HCl har kogepunkt -84,9 °C. Se også klor (forbindelser).

Fremstilling og anvendelse

Saltsyre er en uorganisk syre af stor teknisk og kommerciel betydning, om end produktionen er af væsentlig mindre omfang end for de andre betydningsfulde uorganiske syrer, svovlsyre og salpetersyre.

Saltsyre anvendes til talrige formål, således i den kemiske industri til fremstilling af klorider, fx calciumklorid, i levnedsmiddelindustrien til hydrolyse af stivelse og til syrning, i mineralindustrien til ekstraktion af metaller, i metalindustrien til rensning og bejdsning af overflader og i olieindustrien til aktivering af oliebrønde, idet saltsyre ved injektion i en olieboring vil kunne opløse kalk eller dolomit i de olieholdige bjergarter og dermed forbedre oliens gennemstrømning.

Saltsyre fremstilles ved opløsning af hydrogenklorid i vand. Oprindelig var den dominerende kilde til hydrogenklorid reaktionen mellem kogsalt og svovlsyre: 2NaCl+H2SO4→Na2SO4+2HCl. Dette er det første trin i Leblancs proces (se Nicolas Leblanc) til fremstilling af soda. Hydrogenklorid var et affaldsprodukt, som ved udledning til atmosfæren var årsag til store miljøødelæggelser, og som derfor hensigtsmæssigt kunne udnyttes, bl.a. til fremstilling af saltsyre. I Storbritannien blev udledning til atmosfæren allerede i 1863 forbudt ved Parlamentets vedtagelse af The Alkali Works Etc. Act. Leblancs proces er i dag forældet, men reaktionen mellem kogsalt og svovlsyre er fortsat af en vis betydning.

I dag er den væsentligste kilde til hydrogenklorid kloreringsprocesser i den organisk-kemiske industri, fx fremstilling af klorbenzen: C6H6+Cl2→C6H5Cl+HCl. Her genanvendes affaldsproduktet hydrogenklorid ganske vist i stort omfang af industrien selv i oxyklorerings- og hydrokloreringsprocesser, men den overskydende produktion kan anvendes til fremstilling af saltsyre. Yderligere fremstillingsprocesser af en vis betydning er dels absorption af hydrogenklorid fra forbrænding af klorholdigt affald, dels absorption af hydrogenklorid fremstillet ved forbrænding af brint i klor: Cl2+H2→2HCl. Sidstnævnte proces blev anvendt af Dansk Sojakagefabrik i København indtil 1990.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig