Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cyanforbindelser

Oprindelig forfatter SERa Seneste forfatter Redaktionen

cyanforbindelser, forbindelser, der indeholder carbon og nitrogen kemisk bundet sammen i atomgrupperingen CN. Den simpleste forbindelse er dicyan, C2N2, der er en farveløs, giftig, brændbar gas. Dicyan kaldes et pseudohalogen, da det har en række kemiske egenskaber tilfælles med halogenerne, fx dannes med hydrogen hydrogencyanid, HCN. Ældre navne for denne forbindelse er cyanbrinte og blåsyre.

Stoffet, der er letopløseligt i vand og er en svag syre, er en meget giftig (grænseværdi 5 mg/m3), farveløs væske (kogepunkt 26 °C) med en karakteristisk lugt af bitre mandler.

Ordet cyan kommer af græsk kyanos 'blå'.

Cyanider, der kan betegnes som pseudohalogenider, afledes af HCN, hvor H erstattes af et metal, M, fx et alkalimetal, og danner forbindelser af typen MCN (fx kaliumcyanid, "cyankalium", KCN) eller af et alkalisk jordartsmetal og danner forbindelser af typen M(CN)2 (fx calciumcyanid, Ca(CN)2). De er alle letopløselige i vand og er meget giftige. Cyanidionen, CN-, danner let komplekse forbindelser med mange metalioner, især med overgangsmetallernes ioner. Et typisk eksempel er hexacyanoferrat(II)ionen, Fe(CN)64-, der er så stabil, at den kun meget langsomt sønderdeles af stærke syrer og derfor i praksis er ugiftig. Også med sølv og guld danner cyanidionen komplekser, som er vandopløselige, hvilket udnyttes til at skille sølv og guld fra uopløselige bjergarter i udvindingen af disse metaller. Cyanider benyttes også ved elektrolytisk udfældning af metaller, fx til forsølvning.

Ved oxidation af cyanider dannes cyanater. Metalsaltene, fx kaliumcyanat, KOCN, er stabile i fast tilstand, men i opløsning sønderdeles de let til ammoniak og hydrogencarbonat. I sur opløsning dannes cyansyre, der findes i to former, HOCN og HNCO. Cyansyre polymeriseres hurtigt til cyanursyre, H3O3C3N3, og det højpolymere stof cyamelid, der begge er tungtopløselige i vand. Cyansyre har en isomer form, HCNO, den eksplosive fulminsyre, knaldsyre, der bedst kendes i form af kviksølv(II)fulminat, Hg(CNO)2, der en overgang var meget anvendt som initialsprængstof. Med organiske grupper som fx methylgruppen, CH3, kendes de isomere former cyanater, CH3OCN, og isocyanater, CH3NCO. Ved smeltning af alkalicyanider med svovl fås thiocyanater, fx kaliumthiocyanat, KSCN. Thiocyanaterne ligner i en række reaktioner og opløselighedsforhold kloriderne. Tidligere brugtes navnene rhodan- eller rodanforbindelser om thiocyanatforbindelser. Ved indvirkning af halogener på metalcyanider dannes halogencyaner, XCN, hvor X kan være klor, brom eller jod. De danner med ammoniak cyanamid, H2NCN, og calciumcyanamid, CaNCN, er et vigtigt kvælstofgødningsmiddel.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Erik Rasmussen: cyanforbindelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60096