Yuan Tseh Lee, f. 19.11.1936, kinesisk-amerikansk kemiker, professor ved University of California, Berkeley, 1974-94 og ved Taiwan University fra 1994 samt præsident for Academia Sinica, Taiwan, fra 1994. I 1986 delte han nobelprisen i kemi med D.R. Herschbach og J.C. Polanyi. Sammen med Herschbach udviklede han i 1960'erne den såkaldte molekylstrålemaskine, der blev anvendt til detaljerede studier af kemiske reaktioners dynamik. Hans undersøgelser af reaktionen mellem fluor og hydrogen er blandt de mest detaljerede.