Wilhelm Blomstrand, 20.10.1826-5.11.1897, svensk kemiker og mineralog. Blomstrand undersøgte kemiske forbindelser af vanadium, niobium og tantal og fremstillede i 1864 niobium ved reduktion af kloridet med hydrogen. Han bestred Kekulés teori om atomernes konstante valens og udviklede en kædeteori om metalaminerne. Teorien blev taget op af danskeren S.M. Jørgensen, men senere forkastet af A. Werner. Mineralet blomstrandin, som er opkaldt efter Blomstrand, har siden vist sig at være det tidligere beskrevne mineral aeschynit.