R.L.M. Synge, Richard Laurence Millington Synge, 28.10.1914-18.8.1994, britisk biokemiker, som i 1952 sammen med A.J.P. Martin modtog nobelprisen i kemi for at have udviklet fordelingskromatografien, der er en metode til at skille nærtbeslægtede stoffer ad. Synge benyttede teknikken til adskillelse af aminosyrer, og i 1948 opklarede han strukturen af antibiotikumet gramicidin S. Fordelingskromatografi er en hurtig, effektiv, ikke-destruktiv adskillelsesmetode, som er anvendelig ved meget små stofmængder. Metoden har været anvendt ved undersøgelse af fx duftstoffer, tobaksrøg og insekticidrester.

R.L.M. Synge, der oprindelig studerede klassiske sprog og derefter biokemi, holdt sit nobelforedrag på svensk. Han opholdt sig ved flere universiteter, bl.a. hos A. Tiselius i Uppsala. 1968-84 var han professor i biologi ved University of East Anglia i England. Han var aktiv i fredsbevægelserne, bl.a. ved konferencerne i Pugwash.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig