Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Paul Josef Crutzen, f. 3.12.1933, hollandsk meteorolog og atmosfærekemiker, ansat ved, bl.a. som chef, Max-Planck-Institut für Chemie i Mainz, Tyskland. I 1995 modtog han nobelprisen i kemi sammen med M. Molina og F. Sherwood Rowland for deres studier af kemiske processer, der i stratosfæren medvirker til at nedbryde ozonlaget. Paul Josef Crutzen var den første til at påpege den rolle, som nitrogens oxider (NO og NO2) spiller i så henseende. I 1971 gjorde han rede for, hvordan en forholdsvis ringe mængde af disse oxider kunne nedbryde uforholdsmæssigt meget ozon. Dette kom til at spille en rolle i den verserende debat om, hvorvidt supersoniske passagerfly ville kunne medvirke til at nedbryde ozonlaget.
Han har deltaget i talrige studier af kemiske udslip ved afbrænding af regnskove og anden biomasse.
Thorvald Pedersen: Paul Josef Crutzen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59808 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon