Otto Hahn

Otto Hahn var en tysk fysisk kemiker, som opdagede urans spaltning, og som i 1944 modtog nobelprisen i kemi.

Otto Hahn var pioner i radioaktive stoffers kemi og opdagede en række nye radioisotoper. Sammen med Lise Meitner opdagede han i 1917 det radioaktive grundstof protactinium og i 1921 isomere atomkerner. To år senere opfandt han en ny metode til geologisk aldersbestemmelse (rubidium-strontium-metoden).

Fra 1928 til 1945 var Otto Hahn direktør for Kaiser-Wilhelm-Institut für Chemie i Berlin. Han begyndte her et systematisk studium af de stoffer, der dannes af uran ved beskydning med neutroner. Sammen med Meitner mente han først, at der blev dannet radium, men i slutningen af 1938, nu i samarbejde med Fritz Strassmann, erkendte han, at der var tale om radioaktivt barium: Uranet var blevet spaltet ved en fissionsproces.

Denne konklusion blev dog først draget af Meitner og Otto Robert Frisch og ikke af Hahn og Strassmann i deres artikel fra januar 1939. Alligevel er de to anerkendt som opdagere af urans fission, og Hahn blev i 1944 tildelt nobelprisen i kemi for sin indsats.

Opdagelsen blev især udviklet i USA og England og førte i 1945 til atombomben over Hiroshima. Efter Tysklands nederlag blev Otto Hahn taget i forvaring i England, hvor han hørte om det frygtelige våben. Selvom han ikke havde bidraget til atombomben, havde han opdaget den grundlæggende proces og følte et moralsk ansvar. Otto Hahn var modstander af kernevåben og modsatte sig tysk besiddelse af disse.

Otto Hahn var en af Vesttysklands mest respekterede videnskabsmænd og aktiv i genopbygningen af tysk kemi og fysik. 1946-1960 var han præsident for det videnskabelige Max-Planck-Gesellschaft.