Michael Karas, f. 1952, tysk kemiker, professor i instrumentel analytisk kemi ved Johann Wolfgang Goethe-universitetet i Frankfurt. Sammen med Franz Hillenkamp udviklede han en nu meget anvendt massespektrometrisk metode til analyse af store biologiske molekyler kaldet matrix assisted laser desorption/ionization (MALDI). Metoden spiller en stor rolle i moderne proteinanalyse og specielt inden for proteomanalyse (se proteom). I faglige kredse er det en udbredt opfattelse, at Hillenkamp og Karas skulle have haft den nobelpris i kemi, som i 2002 blev tildelt K. Tanaka.