Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Leonor Michaelis

Oprindelig forfatter BRL Seneste forfatter Redaktionen

Leonor Michaelis, 16.1.1875-8.10.1949, tysk-amerikansk biokemiker, professor i Berlin fra 1905, virksom i Japan fra 1923 og i USA fra 1926. Leonor Michaelis var en af pionererne, som i første del af 1900-t. gjorde biokemien til en selvstændig videnskab. Samtidig med den danske kemiker S.P.L. Sørensen blev han opmærksom på hydrogenionkoncentrationens indflydelse på biologiske reaktioner. Blandt hans vigtigste arbejder er studier af enzymer.

Sammen med den canadiske kemiker Maud L. Menten (1879-1960) udarbejdede han i 1913 den såkaldte Michaelis-Menten-ligning, som udtrykker, hvordan reaktionshastigheden for en enzymkatalyseret reaktion afhænger af substratkoncentrationen. I denne ligning indgår Michaelis-Menten-konstanten, KM, som er en konstant, der er karakteristisk for enzymer. Den er uafhængig af enzymkoncentrationen og lig substratkoncentrationen, når reaktionshastigheden er halvdelen af det maksimale. Se også reaktionskinetik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Børge Riis Larsen: Leonor Michaelis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125093