Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kurt Wüthrich

Oprindelig forfatter JJLed Seneste forfatter Redaktionen

Kurt Wüthrich i sit laboratorium i Zürich, 2002.

Kurt Wüthrich i sit laboratorium i Zürich, 2002.

Kurt Wüthrich, f. 4.10.1938, schweizisk kemiker, professor ved den tekniske højskole (ETH) i Zürich og Scripps Forskningsinstitut i La Jolla, Californien. I 2002 modtog han nobelprisen for sit arbejde med udviklingen af en metode til bestemmelse af den tredimensionale struktur af biomakromolekyler (proteiner, nukleinsyrer og kulhydrater) vha. kernemagnetisk resonans-spektroskopi (NMR-spektroskopi).

På basis af en række banebrydende arbejder inden for NMR-spektroskopien foretaget i 1970’erne af Kurt Wüthrich og andre, herunder den såkaldte 2D-NMR-teknik udviklet af Richard R. Ernst, viste Wüthrich i begyndelsen af 1980’erne, at det er muligt at identificere et stort antal signaler i biomakromolekylernes NMR-spektre og ud fra disse signalers karakteristika og nogle beregningsmetoder at bestemme biomakromolekylernes tredimensionale struktur.

NMR-metoden kan ligesom røntgenkrystallografi bestemme strukturen af fx enzymer og hormoner med atomar opløsning, men i modsætning til sidstnævnte metode kan NMR-metoden bestemme molekylernes struktur i opløst tilstand. Dette åbner mulighed for at følge de strukturændringer, molekylerne undergår, når de udøver deres funktion. Metoden har stor betydning inden for molekylærbiologien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Jørgen Led: Kurt Wüthrich i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183241