Justus Freiherr von Liebig

Justus Freiherr von Liebig, 12.5.1803-18.4.1873, tysk kemiker. I 1820 begyndte han at studere kemi i Bonn og Erlangen og blev efter 1¹/₂ års studium doktor i 1822. Efter anbefaling fra Alexander von Humboldt blev Liebig i 1824 professor i kemi ved universitetet i Giessen, som i dag hedder Justus von Liebig Universität. Her indrettede han i 1839 et nyt forsknings- og undervisningslaboratorium; bygningen er i dag restaureret og forsynet med udstyr fra datiden, bl.a. den berømte liebigsvaler, der fortsat benyttes ved destillationer. I 1852 blev han efter opfordring professor i München.

I 1823 påviste Liebig sammen med F. Wöhler, at sølvsaltene af cyansyre og knaldsyre (fulminsyre) har samme sammensætning, men ganske forskellige egenskaber. J.J. Berzelius indførte i 1831 navnet isomeri for fænomenet. Liebig udviklede omkring 1830 elementaranalyse af organiske forbindelser. I 1832 beskrev han sammen med Wöhler en række stoffer ved, at de indeholdt det samme radikal. I 1838 definerede han en syre som en hydrogenforbindelse, hvor hydrogen kan erstattes af et metal under dannelse af et salt.

Allerede i doktordisputatsen Über das Verhältnis der Mineralchemie zum Pflanzenchemie beskæftigede han sig med planters og dyrs kemi, og fra 1840 helligede han sig dette område, som nu kaldes biokemi. Særlig kendt er hans påvisning af, at planters vækst er afhængig af, at alle de fornødne uorganiske stoffer er til stede i jorden, og hans navn er knyttet til det økologiske begreb minimumsloven: Det plantenæringsstof, der er mindst af i forhold til en afgrødes ernæring, begrænser høstudbyttet (se begrænsende faktor).

Liebig redigerede fra 1831 et kemisk tidsskrift, som i 1873 fik navnet Justus Liebigs Annalen der Chemie. I 1844 udgav han de første af sine populærvidenskabelige Chemische Briefe (Chemiske Breve, 1845; ny samling 1854), der blev oversat til mange sprog.