George Porter, 6.12.1920-31.8.2002, britisk kemiker, som i 1967 sammen med M. Eigen og R.G.W. Norrish modtog nobelprisen i kemi for banebrydende undersøgelser af meget hurtige kemiske reaktioner. Efter 2. Verdenskrig blev han assistent for Norrish ved dennes undersøgelser af kortlevende mellemprodukter ved fotokemiske reaktioner i gasfase. Teknikken blev efterhånden så raffineret, at George Porter i 1975 kunne bestemme mellemprodukter, der kun eksisterede i en billiontedel af et sekund. I 1952 blev han professor i fysisk kemi ved University of Sheffield, og i 1966 blev han direktør for Royal Institution i London.