Claude Auguste Lamy, 15.7.1820-20.3.1878, fransk naturvidenskabsmand, professor i fysik i Lille og fra 1865 i kemi i Paris. I 1862 udvandt han thallium i større mængder (14 g) af slammet fra en svovlsyrefabrik og beskrev stoffets kemiske egenskaber. W.J. Crookes havde i 1861 spektroskopisk påvist, at der i sådant slam måtte være et helt nyt grundstof, og kaldte det thallium. Af hvem og hvornår thallium blev opdaget, har man stredes om lige siden.