Isomerisering, kemiske reaktioner med det formål at omdanne ligekædede carbonhydrider til forgrenede, der har højere oktantal; anvendes i olieindustrien til at forbedre benzin. Ældst er omdannelsen af n-butan til isobutan, som derefter anvendes til alkylering. Pentan- og hexanfraktionen fra fraktioneringen af råolie isomeriseres ligeledes og er derefter en værdifuld benzinkomponent. Reaktionerne gennemføres katalytisk ved så lav temperatur som muligt (butan ved 100-150 °C), hvor de forgrenede carbonhydrider er mere stabile end de ligekædede.