Kumarin, cumarin, 1,2-benzopyron, C9H6O2, stof, der bl.a. forekommer i lavendelolie, kanel (kassiakanel), skovmærke, græsarter (især gulaks og festgræs), kløver og stenkløver. Det har en behagelig vaniljelignende duft, der hos planter især træder frem efter tørring.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kumarin kommer af fransk coumarine, af spansk cumarú, fra et tupí-guaraní-sprog.

Kumarin fremstilles industrielt bl.a. af tonkabønner, og det anvendes som duftstof i bl.a. parfume og tobak (sød pibetobak), vin og spiritus. Indtagelse af kumarin i større mængder kan virke skadeligt på lever og nyrer, og dets anvendelse søges derfor begrænset i både USA og Europa, bl.a. ved fastlæggelse af grænseværdier for indholdet af (kassia)kanel i bagværk.

Fodring af kreaturer med muggen stenkløver eller kløver medfører en sygdom, der viser sig ved en stærkt forøget blødningstendens. Årsagen er, at kumarin mikrobiologisk omdannes til stoffet dikumarol, der er koagulationshæmmende, fordi det hæmmer K-vitamins virkning. Dikumarol anvendes som lægemiddel ved antikoagulationsbehandling (se blodprop (behandling)).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig