• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kumarin

Oprindelige forfattere KOE og PMBo Seneste forfatter Redaktionen

kumarin, cumarin, 1,2-benzopyron, C9H6O2, stof, der bl.a. forekommer i lavendelolie, kanel (kassiakanel), skovmærke, græsarter (især gulaks og festgræs), kløver og stenkløver. Det har en behagelig vaniljelignende duft, der hos planter især træder frem efter tørring.

Ordet kumarin kommer af fransk coumarine, af spansk cumarú, fra et tupí-guaraní-sprog.

Kumarin fremstilles industrielt bl.a. af tonkabønner, og det anvendes som duftstof i bl.a. parfume og tobak (sød pibetobak), vin og spiritus. Indtagelse af kumarin i større mængder kan virke skadeligt på lever og nyrer, og dets anvendelse søges derfor begrænset i både USA og Europa, bl.a. ved fastlæggelse af grænseværdier for indholdet af (kassia)kanel i bagværk.

Fodring af kreaturer med muggen stenkløver eller kløver medfører en sygdom, der viser sig ved en stærkt forøget blødningstendens. Årsagen er, at kumarin mikrobiologisk omdannes til stoffet dikumarol, der er koagulationshæmmende, fordi det hæmmer K-vitamins virkning. Dikumarol anvendes som lægemiddel ved antikoagulationsbehandling (se blodprop (behandling)).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Østergaard, Per Mølgaard Boll: kumarin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112161