Syreanhydrider, kemiske forbindelser afledt af syrer ved vandfraspaltning. Når syreanhydrider reagerer med vand (hydrolyserer), gendannes syrerne. Reaktionen forløber i visse tilfælde meget voldsomt pga. stor varmeudvikling.

Oxiderne af ikke-metaller, fx svovl og fosfor, er typiske syreanhydrider. I den organiske kemi kendes fx eddikesyreanhydrid, der bl.a. benyttes ved den industrielle fremstilling af celluloseacetat og lægemidler som fx acetylsalicylsyre.

Adenosintrifosfat (ATP) er afledt af fosforsyreanhydrid og dannes under nedbrydning af føden i organismen. Her benyttes ATP til midlertidig opmagasinering af den kemiske energi, der er nødvendig for mange biologiske processer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig