Pentylalkohol, pentanol, amylalkohol, C5H11OH, olieagtig væske med en ubehagelig lugt. Der er otte isomerer, hvoraf de to findes i fusel, nemlig isopentanol og en af de tre optisk aktive pentanoler.

Pentylalkoholerne finder anvendelse som opløsningsmidler og som råstoffer i den syntetisk-kemiske industri. Esterne, som tidligere blev lavet ud fra fusel, er gode opløsningsmidler for lakker.

Pentylalkoholerne kan fremstilles ved hydrering af pentener, men den teknisk vigtigste metode benytter en reaktion mellem en buten og en blanding af brint og carbonmonoxid (såkaldt hydroformulering).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig