fenol

Fenol, C₆H₅OH, er farveløse krystaller med tjæreagtig lugt, smeltepunkt 40,9 °C, kogepunkt 181,9 °C. Fenol er et af de vigtigste organisk-kemiske mellemprodukter med en årlig verdensproduktion på over 9 mio. t.

Den første store industrielle anvendelse var til fremstilling af fenol-formaldehyd-plast (bakelit, ca. 1910), og dette er stadig den vigtigste anvendelse. Andre betydelige produktioner, der benytter fenol, omfatter caprolactam (til nylon) og bisfenol A (til epoxyforbindelser og polycarbonater). Endelig indgår fenol i talrige synteser, der fører til slutprodukter som lægemidler, pesticider, farvestoffer etc.

Den oprindelige kilde til fenol var tjære fra gas- og koksværker, hvorfra den kunne udvindes ved destillation og vask med natronlud, hvilket resulterer i en vandig opløsning af fenolater (salte af fenol). Den rå fenol udskilles med syre. Den første syntetiske proces gik ud fra benzen, som omdannedes til en sulfonsyre, der ved smeltning med alkali gav fenolat. I den i dag mest anvendte proces fremstilles der først cumen ud fra benzen og propylen. Denne spaltes oxidativt til fenol og acetone. Der er således tale om en koblet produktion, et typisk kemiindustrielt fænomen. I Danmark havde Danske Gasværkers Tjære Kompagni under 2. Verdenskrig en produktion af råfenol, som direkte kunne anvendes til fremstilling af bakelit.

Fenol blev tidligere anvendt til desinfektion af hud, sår og kirurgiske instrumenter. Fenol virker dræbende på både celler, bakterier og svampe, men ikke på sporer og virus. I mindre doser er fenol let lokalbedøvende, i større udtalt ætsende. Fenol optages hurtigt fra mave-tarm-kanalen og gennem huden. Ved større doser ses svimmelhed, øresusen, opkastninger og mavesmerter, senere kramper, nyresvigt og bevidstløshed. Fenol anvendes fortsat i industrien og som desinfektionsmiddel til instrumenter, men ikke længere på hud eller i sår.

Fenol blev i 1865 indført som antiseptisk middel af Joseph Lister.