Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

estere

Oprindelig forfatter OtDa Seneste forfatter Redaktionen

Estere. Udvalgte estere, deres systematiske navne og deres dufte. Ester-gruppen er markeret med rødt.

Estere. Udvalgte estere, deres systematiske navne og deres dufte. Ester-gruppen er markeret med rødt.

estere, kemiske forbindelser, der opstår, når en syre reagerer med en alkohol eller en fenol under vandfraspaltning (kondensation); estere findes udbredt i naturen.

De vigtigste estere er afledt af carboxylsyrer, fx ethylacetat og fedtstoffer, men adskillige estere af uorganiske syrer har også stor betydning, fx dimethylsulfat, nitroglycerin og fosforsyreestere som fx DNA. Mange carboxylsyreestere har en kraftig frugt- eller blomsterduft og anvendes til parfumer og som smagsstoffer. Ethyl- og butylacetat er vigtige opløsningsmidler, og dibutylftalat anvendes som blødgører i plast. Adskillige kunststoffer er polyestere, fx Terylene, Dacron og alkydmalinger.

Ordet ester er en sammentrækning af tysk Ess(igä)ther 'eddike-æter'.

Estere fremstilles enten ud fra en syre og en alkohol ved at tilsætte en katalysator, der samtidig er vandsugende, fx koncentreret svovlsyre, eller ud fra et syreklorid eller et syreanhydrid. Estere spaltes (hydrolyseres) ved kogning med vandig natrium- eller kaliumhydroxid (forsæbning).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Otto Dahl: estere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72381