Butanol. Et klassisk eksempel på strukturisomeri; forbindelserne har samme bruttoformel C4H10O. Øverst n-butanol (1-butanol), dernæst sec-butanol (2-butanol), isobutanol (2-methyl-1-propanol) og tert-butanol (2-methyl-2-propanol).

Butanol, butylalkohol, C4H9OH, alkohol, der forekommer i fire forskellige (isomere) varianter: n-butanol, sec-butanol, isobutanol og tert-butanol med forskellige smelte- og kogepunkter. Butanolerne anvendes som udgangsstof til syntese af estere og ethere, som opløsningsmidler for lak og maling og som komponenter i parfumer; tert-butanol finder også anvendelse som benzinadditiv for at hindre tilfrysning af karburatorer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet butanol kommer af butan og -ol.

Butanolerne fremstilles i dag syntetisk i den petrokemiske industri. Af historisk interesse er butanolacetonegæringen, opfundet under 1. Verdenskrig af Chaim Weizmann (Israels første præsident). Metoden var tidligere dominerende i både butanol- og acetoneproduktionen, men er i dag i de fleste lande udkonkurreret af syntetiske processer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig