Aroma er den del af fødevarers og nydelsesmidlers samlede sanseindtryk, der registreres med lugtesansen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra græsk aroma 'vellugt; vellugtende krydderi'.

Fødevarers og nydelsesmidlers samlede sanseindtryk er sammensat af smag, lugt og teksturegenskaber. Det samlede indtryk rummes på engelsk af ordet flavour, men på dansk skal der flere ord til. Aroma dækker den del, der registreres med lugtesansen.

Aromastoffer

Aromastoffer er velsmagende, velduftende, naturlige eller kunstige stoffer eller stofblandinger, der anvendes inden for husholdning eller erhverv i bage- og chokoladevarer, is, slik, tobak og spiritusprodukter som likør. De enkelte komponenter i aromastoffer kan være en lang række flygtige, organiske stoffer. Således indeholder kaffens aroma 600-700 forskellige forbindelser.

Aromaforstærker

En aromaforstærker er et stof, der fremhæver levnedsmidlers aroma snarere end selv at bibringe produkterne smag eller lugt som "det tredje krydderi", der er handelsnavnet for mononatriumglutamat, E 621.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig