Hårdmetal, metalkeramik, hårdt og slidstærkt materiale, der består af sintrede carbidpulvere med cobalt som bindemiddel; først fremstillet af Osram-fabrikken i Berlin ca. 1920. Grundtypen indeholder 85-90 vægtpct. wolframkarbid og 10-15 vægtpct. cobalt, men der er udviklet mange varianter, der indeholder betydelige mængder titan- eller tantalkarbid.

Hårdmetal finder stor anvendelse, bl.a. til skær, slidstifter i vinterdæk og bøsninger i pumper. Det har høj vægtfylde (13-15 g/cm3) og et elasticitetsmodul, der er 2-3 gange så stort som ståls. I Danmark blev der indtil 2002 fremstillet hårdmetal på Sandvik Hard Materials i Espergærde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig