Dislokation, i metallurgien en betegnelse for atomare fejl, der forløber som en linje i krystalgitteret. Dislokationsteorien opstilledes i 1934 af Egon Orowan, Michael Polanyi og Geoffrey Taylor. Den er senere blevet bekræftet ved talrige eksperimenter og ved observationer i elektron- og feltionmikroskoper.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet dislokation kommer af dis- og afledning af latin locare 'anbringe'.
Den perfekte krystal, som er sjælden, kan betragtes som opbygget af lige store, stive kugler (atomer), der regelmæssigt udfylder rummet. Den reelle krystal, metalkornet, indeholder mange fejl, hvoraf den simpleste er kantdislokationen. Andre fejl er knyttet til små forskydninger af krystallens højre og venstre side (skruedislokation) eller til indskudte fremmedatomer af afvigende størrelse.
Tilstedeværelsen af dislokationer forklarer metallernes duktilitet, deformationshærdning og deres forbavsende ringe styrke, ligesom kornvækst, bevægelse af korngrænser og mange andre forhold i den faste fase kan forklares.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.