overfladebehandling

Overfladebehandling af metaller kan dels ske ved at påføre et tyndt lag af et andet materiale, dels ved at ændre overfladens kemiske sammensætning eller struktur. Det kan gøres for at ændre et metals elektriske egenskaber, hårdhed, korrosionsbestandighed eller udseende. Processer, hvor et andet metal pålægges det oprindelige metal, omfatter forblyning, forkromning, forgyldning, forkobring, formessing, fornikling, forsølvning, fortinning, forzinkning og platinering. Påføring af et tyndt glaslag på metallet kaldes emaljering (se emalje).

Metaloverfladers hårdhed og slidstyrke øges ved overfladehærdning. Ved anodisering og chromatering sker en kemisk reaktion i overfladen, så den bliver modstandsdygtig over for korrosion (se også korrosionsbeskyttelse).

Porøse byggematerialer som tegl, beton og træ udveksler fugt med omgivelserne. En tæt overfladebehandling vil hindre både fugtoptagelse og fugtafgivelse.

At hindre fugtoptagelse vil i teorien gavne et porøst materiale, fordi de fleste nedbrydningsmekanismer fremmes af vand. I praksis vil en tæt overfladebehandling dog ofte give problemer, fordi fugten især ved udendørs brug kommer ind gennem revner og sprækker i overfladebehandlingen, mens fugtafgivelsen er forhindret af de intakte områder. Den resulterende fugtning kan give frostsprængninger i beton og tegl, mens træ kan rådne.

Holdbarheden af korrekt udførte bygningskonstruktioner i beton og tegl forbedres ikke af en overfladebehandling. Denne anvendes derfor kun ved nedslidte og fejlbehæftede konstruktioner eller for at opnå en særlig farve. Særlig udsat beton til fx renseanlæg beskyttes derimod ofte af en tæt overfladebehandling.

Træs holdbarhed kan forbedres noget med en overfladebehandling, hvis den beskrevne fugtophobning kan undgås, fx ved at anvende en åben overfladebehandling. De fleste overfladebehandlinger til træ vil trænge noget ind i overfladen. Det gælder fx de fleste træbeskyttelsesmidler. Se også træbeskyttelse.