Maling (Historie), Fra de ældste tider har mennesket gjort brug af maling (farver) enten for at udtrykke sig religiøst og symbolsk eller rent dekorativt, men også som overfladebeskyttelse af fx både og bygninger. På hulemalerier blev der brugt de tilgængelige jordfarver, hvor pigmenterne er okker (gul), brændt okker (rød) og knust trækul (sort).
Oldtidens egyptere havde et langt større pigmentsortiment til deres rådighed, fx egyptisk blåt, cinnober (rød), auripigment (gul), malakit (grøn) samt kridt og gips (hvid). Pigmenterne blev findelt i en morter og derefter revet som en tyk pasta i organiske bindemidler, fx gummi arabicum, hud- eller benlim. Malingen påførtes bl.a. sarkofager med pensler. Vægge og lofter blev dekoreret med freskomalerier udført i den våde kalkmørtel efter indridsede konturer og afsluttet som seccomalerier oven på den tørre puds med pigmenter revet i kasein eller ægtempera. Romerne og grækerne arbejdede videre på de egyptiske maletraditioner med brugen af et stort udvalg af mineralpigmenter. Maling med linolie som bindemiddel kendes fra de første århundreder e.Kr.
I Afrika og Australien har det helt op til vor tid været almindeligt at anvende de naturligt forekommende jordfarver, og flodslam uden brug af tilsatte bindemidler har også været anvendt.
Det første syntetiske bindemiddel til maling, nitrocellulose, blev fremstillet i midten af 1800-t. I 1930'erne begyndte akryl- og alkydmaling at vinde udbredelse, mens plastmaling kom frem i slutningen af 1940'erne. De første pulvermalinger blev udviklet i 1950'erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.