Isocyanatmalevarer, polyurethanmalevarer, malevarer, der indeholder isocyanater som bindemiddel. De kan fremstilles som både våd- og pulvermaling med særdeles varierede egenskaber afhængigt af udgangsmaterialerne. Malevarerne hærder, idet isocyanater (−NCO) reagerer med hydroxylholdige (−OH) forbindelser som polyoler (ved tokomponentmalinger) eller vand (enkomponent fugtighedshærdende systemer) under dannelse af tværbundne polyurethaner. De er omfattet af særlige arbejdsmiljøregler.